Erindringer fra min barndom.

Inger Jensen f. 1916

I mange år har jeg tænkt på at skrive noget om mit hjem, min barndom og tiden dengang, men det er ikke blevet til noget, tildels af tidnød, men nu da jeg er fyldt 67 år må det være nu eller aldrig. Det kan måske have interesse for andre, i hvert fald kan jeg selv have fornøjelse af at mindes og se hvor meget jeg kan huske.

Jeg er født på Edslev Knude 17. december 1916.

Far hed Aksel Jensen han stammede fra Gl. Rye, hans far var træskomand Jørgen Peder Jensen, hans mor hed Ellen, de boede på et sted der kaldes Fæstibakken nær Himmelbjerget. Jeg mindes kun at have været der een gang, men jeg har ingen klare erindringer om de bedsteforældre.

Mor hed Ane Jørgensen, hun var fra Vrold ved Skanderborg, hendes far var også træskomand og desuden bælgtræder ved Skanderup kirke, Han hed Jesper Jørgensen, hans kone hed Inger, hende er jeg opkaldt efter. Dem husker jeg bedre, de boede i Vrold Mose i min barndom, senere flyttede de til en søn i Svejbæk hvor bedstemor døde. Bedstefar boede en tid hos far og mor, men det gik ikke godt, de havde heller ikke plads.

Det første jeg mener at kunne huske er Marys fødsel, da var jeg tre år, jeg mener at kunne huske at mor lå med hende i den store seng, og at Peder og jeg var blevet sendt over til Christian Murer mens det stod på, og at Christian hentede appelsiner inde hos Berta Marie i Edslev. Jeg kan også huske at Peder der er 10 år ældre løb efter mig op ad bakken mod vest, jeg har nok drillet ham. Ejnar kan jeg ikke huske fra min tidlige barndom, han har nok været ude at tjene, han var 14 år da jeg blev født.

Livet var mere enkelt dengang end nu, vi var altid hjemme, een eller to ture til Århus om året var nok højde, og det var som regel kun de voksne. Så skete det, især om vinteren, at vi besøgte naboer om aftenen, men det var uden nogen form for invitation, når vi havde spist om aftenen kunne det ske at far eller mor sagde, skal vi gå ned til Søren og Marie eller over til Christian i aften, Så gik vi og fik kaffe med hvad de havde i huset til, og så gik snakken, der var jo hverken radio eller fjernsyn. Vi gik normalt tidligt i seng, nok ved nitiden.Om sommeren var der nok at lave, men vi arbejdede aldrig om aftenen, da sad vi tit ude på diget, mændene røg pibe og konerne strikkede og snakkede.

Far havde altid forskellige småjobs ved siden af ejendommen, han tækkede for folk, slagtede grise og kørte i perioder mælketur, det var nødvendigt for at få føden på den lille ejendom. Mor havde aldrig arbejde udenfor hjemmet, det var der meget få der havde dengang. Hun havde også fem børn, dog ikke hjemme på en gang.

Der var ingen form for bekvemmeligheder, vi havde petroleumslamper, komfur og kakkelovn, vandet skulle hejses op af brønden i en spand og bæres ind til folk og fæ og vask. Hver dag skulle der gøres lamper i stand og renses komfur og kakkelovn, det var et slid. Foruden det huslige hjalp mor også til i mark og stald. Vi havde ikke noget vaskehus, gruekedelen stod i baggangen, men rummet var så lille at man ikke kunne stå derinde og vaske, man måtte stå udenfor sommer og vinter, om vinteren kunne tøjet fryse stift mens vi stod og skyllede. Og så måtte vi endda være glade så længe der var vand nok, det slap tit op om sommeren, så måtte vandet hentes langvejs fra, undertiden fra åen i en ajlebeholder, vand til madlavning hentede vi i transportspande hos naboer.

Jeg var i mine første år nærmest enebarn da de tre andre var så meget ældre, Ejnar var fjorten år ældre end mig, og ude og tjene, Emma var tolv år ældre og min trofaste barnepige, vi var hele livet knyttet særligt tæt sammen. Peder var ti år ældre så han var for gammel til at være legekammerat for mig. Da jeg var tre år blev Mary født, vi to efternølere fik krigen skyld for, far var indkaldt til sikringsstyrken under første verdenskrig og det var derfor vi kom sagde far altid. Vi to blev børn sammen, legede og skændtes som søskende gør, jeg tror nok at jeg var slem til at ville bestemme over hende, jeg husker i hvert fald at hun ikke måtte få lakrids når vi var på skoleudflugt, det kunne jeg nemlig ikke selv lide. Vi havde mange jævnaldrende legekammerater, Kresten Kristensen og Thyra havde fire, Jens Andersen og Jette havde to, dem legede vi med og gik i skole med.

Jeg mindes mit hjem som noget der var absolut sikkert i alle forhold og far og mor som uadskillelige, de levede sammen i 45 år, og da far døde, kun 63 år gammel, blev mor aldrig mere den samme, hun sørgede bogstaveligt talt til sin død og vænnede sig aldrig til at far var borte. De boede på Edslev Knude fra 1911 til 1943, flyttede så til Edslev i et lille hus, far døde i 1947, og mor kunne ikke være alene længere end til 1950, da fik hun en lammelse der bevirkede at hun kun kunne spise flydende mad, og vi kunne dårligt forstå hende. Så flyttede hun hen til Emma i Hasselager, og Emma passede hende til hendes død i 1954.

Jeg vil også fortælle lidt om hvordan vores daglige mad var dengang. Vi slagtede selv en gris et par gange om året, og det var ikke sådan en lille gris som dem man får nu, det var een med flæsk på, jo tykkere jo bedre. Det meste af kødet blev saltet og røget, men en lille del blev henkogt med fedt over, men det kunne ikke gemmes ret længe. Om julen fik vi fersk kød, der blev slagtet kort før jul. Juleaften fik vi ribbenssteg og medisterpølse, julemorgen stuvet hvidkål og flæsk. Kålen blev kogt i hovedsuppe, hakket fint og blandet op med fløde og margarine, smør fik vi næsten aldrig. Efter slagtningen lavede vi også blodpølse, den blev kogt i gruekedelen og spist med sukker, sirup og æblemos. Jeg kan endnu se for mig, det store lerfad fyldt af varme sorte pølser, og jeg skal love for at der blev spist den dag. Det saltede kød og flæsk blev vandet ud når det skulle bruges, frikadeller af udvandet kød var søndagsmiddag sammen med sødsuppe som forret.

Til hverdag fik vi meget tit stegt flæsk og kartofler, jeg vil tro to-tre gange om ugen, eller grød eller vandmad, grønkåls- eller hvidkålssuppe. Om morgenen fik vi havregrød eller mælk og brød og kaffe, om aftenen stuvede eller brasede kartofler og smørrebrød. Vi havde selv alle grøntsager, kartofler, frugt og bær, i nogle år så meget at far kørte på torvet om sommeren med grønsager, bær og æg.

Naboer

Jeg vil nu fortælle lidt om vore naboer, flere af dem var ret ejendommelige, de levede så isoleret at det næsten ikke kunne undgå at påvirke dem.

Vi begynder vest for os (Knudevejen 28, matr. 16b), der boede Laus Peter Hansen og hans husholderske Kirsten Marie Petersen. Han var ungkarl og en snurrig fyr, de havde en ejendom på 10-12 tdr. land, men det meste lå hen i grave og mosejord, de havde et kummerligt udkomme og Laus Peter var også en mådelig landmand. De havde tre-fire køer, en hest og lidt høns. Mælken skulle han køre ud til kommunevejen, der var ca. ½ km. og han kørte med en trillebør, han gik næsten altid med en stump reb om livet. Han holdt avis sammen med os, og da han skulle igennem vores gård med mælken tog han avisen med på tilbagevejen, den satte han ind under rebet, skete det at han havde glemt rebet kunne han ikke have avisen med, den skulle sidde der, og ingen andre steder, selv om han kørte med en tom trillebør.

Kjesten Mari var fra Ringkøbingegnen, hun kom dertil som pige, mens Laus Peters forældre levede, og blev der så som husholderske for Laus Peter indtil hans død. Hun var en nydelig kvinde, høj og rank som ung, og efter sin tid nok også dygtig. Hun var meget overtroisk, troede fuldt og fast på overnaturlige ting, hun troede blandt andet at Laus Peters svoger, Niels Murer, besad evnen til at forhekse dyr og mennesker. Hun så nøje efter ting på vej og gårdsplads hver dag, og så hun noget hun ikke tidligere havde lagt mærke til var hun sikker på at det var Niels der havde "sat for hende" altså lagt det for at hun eller dyrene når de gik forbi dem skulle blive forgjort. Hun rev sin hønsegård hver dag for om muligt at finde fremmede genstande, hvis hun så fandt en usædvanlig sten eller et glasskår tog hun en lang pind og lempede det væk med den, så kunne hun mærke at det trak helt op i armen; så stor kraft var der i det, formodentlig har det været noget hønsene havde skrabt op. Ja, det lyder som om det var meget længere siden, men det har været omkring 1925, man må selvfølgelig tænke på at de to mennesker så at sige aldrig kom udenfor deres hjem, og det lå meget isoleret nær skoven, så de har let kunnet se og høre ting der var en naturlig forklaring på, men som i deres fantasi blev til noget overnaturligt.

Jeg husker en sjov episode, min far kørte mælk til mejeriet, og hjalp dem med at køre korn ind, det var kun ganske få læs. Da de var færdige sagde Kjesten Mari til Laus Peter, "Det var da godt at Aksel kom med den store vogn, nu blev det til seks læs, hvis vi havde kørt det på vores egen var der blevet mindst otte læs, og så kunne vi ikke have haft det i laden" det var han rørende enig med hende i. De sidste år de boede der solgte de, som mange andre, sten fra markskellene som tidligere afgrænsede hver enkelt mark, men de blev slemt snydt af en fyr der ganske vandt Kjesten Mari for sig, han gik som en søn i huset, han brækkede sten op og solgte dem til en vognmand og brugte selv de fleste af pengene. De levede på sultegrænsen da sognerådsformanden kom i tanker om at søge aldersrente til dem, så viste det sig at Kjesten Mari gennem mange år havde sendt lidt penge til sin gamle husbond på sin hjemegn, han havde sat dem i sparekassen, og de var blevet til en mindre formue som hun ikke anede at hun havde. Han døde sidst i tyverne, hun nogle år senere hos sin bror i Adslev.

Kristen Kristensen og Thyra de boede nordvest for os (Knudevejen 24, matr. 22) deres ejendom hed "Ombelø", det skulle betyde ombelagt, hvad det var af ved jeg ikke, måske træer. Han arbejdede som daglejer på Tarskov Mølle. Der var kun to-tre tdr. land til ejendommen, det passede Thyra mest, de havde et par køer og nogle grise, men ingen hest, jorden drev karlene på Tarskov Mølle, det har nok været en del af Krestens løn. Der har jeg set et håndtærskeværk, det kunne Thyra selv tærske med. De havde fire børn, Karen var ældre end mig, ellen jævnaldrende, Børge var på alder med Mary og Anne Margrete var yngre. Huset bestod af en stue, et soveværelse og et køkken, det var ikke meget til seks mennesker. Thyra var god til at synge gamle sange og fortælle, vi kunne godt lide at høre hende. Kresten gik hver dag over markerne til møllen og arbejdede med alt forefaldende arbejde, om vinteren var det mørkt når han gik og også når han kom hjem om aftenen, det var et slidsomt liv, og småt var det også, men de havde det vel som de fleste arbejdsfolk og husmænd på den tid.

Næste nabo var Jens Andersen og Jette, som boede nordøst for os (Knudevejen 12, matr. 15A) Deres ejendom var på 12-14 tdr. land, de havde otte børn, men i min barndom var der kun to hjemme, Edith var lidt ældre end mig og Johannes var på min alder, vi gik i skole sammen, men ud over det kendte jeg dem ikke så godt, far og mor kom kun sammen med dem til gilder, og det var sjældent.

Anders Brandstrup boede øst for os (Knudevejen 7, matr. 12B), han var sognerådsformand i mere end 25 år, hans kone Anne døde ret ung, de havde ingen børn, han giftede sig senere med en enke, Ellen Jensen, hun bragte en datter med sig. Denne gård var på ca. 30 tdr. land, de havde to karle og en pige på den lille gård, men Anders var tit borte i embeds medfør, kommunerne var ikke store og havde begrænsede opgaver, så sognerådsformanden ordnede det meste selv.

Øst for os boede også Søren Andersen (Knudevejen 23, matr. 10b) ham kan jeg lige mindes, jeg tror han døde omkring 1920-25. Så overtog hans søn Jens gården og han havde sin søster Agnes som husholderske. Det var en meget gammel gård, lavt til loftet og små bitte rum. Agnes og Jens var meget glade for børn og Mary og jeg gik somme tider over til dem, Agnes kunne nemlig fortælle historier så vi lyttede med øjnene på stilke. De havde mistet deres mor som børn, hun døde i barselseng efter en lille pige, og faderen måtte så klare sig alene med fem børn, den ældste, en pige kom ind til Edslev til sine fastre og farbrødre der havde en gård derinde.

Både Agnes og Jens blev senere gift, og en anden bror, Hans, fik gården som han havde til 1981, han havde i mange år sin søster Julie som husholderske, men hun blev syg og kom på plejehjem hvor hun døde. Hans levede de sidste år på Knuden en kummerlig tilværelse (han var flyttet til matr. 18a), han ville ikke have folkepension som han opfattede som fattighjælp, han sultede nærmest, havde ingen penge så der blev lukket for strømmen og han gik i nogle år i et ubeskriveligt roderi. Så blev han syg og kom på sygehus og derfra på plejehjem.

Lige syd for Hans Andersen (matr. 18a-b) boede Niels Jensen og Maren, hun var søster til førnævnte Laus Peter, og Niels var bror til Christian som er næste nabo, de havde ingen børn. Niels var murer og almindeligt kendt som Niels Murer, han havde selv bygget sit hus. Maren var altid fin i tøjet, hun holdt meget af tøj, jo mere pyntet des bedre, jeg husker tydeligt alle de ting hun hængte på sig, hun var ikke nogen kunstner til det huslige, i stedet for fløde på æblekage brugte hun pisket æggehvide, og i stedet for rasp, lagde hun franskbrødsskiver mellem lagene af æblemos. I hendes fine stue som kun blev brugt enkelte gange var der om vinteren meget koldt, der blev aldrig fyret så væggene var iskolde.

De fejrede deres sølvbryllup i Edslev i Brugsens sal, der var digtet en sang af "Verdensmusikeren" fra Adslev, den fik melodien "Fra Tyskland uddrog en flok spillemænd". Den begyndte med linien "I ungdommens vår fik Niels Jensen at se, en sød lille pige, en yndig fe". Nielses bror Christian, der var en stor spasmager mente at der i stedet for fe skulle have stået fæ, for Maren var efter hans mening ikke særligt klog. Efter gildet spurgte Anders Brandstrup Niels om han var tilfreds med festen, og Niels svarede, at når man tog varerne (gaverne) i betragtning havde det nok givet et lille overskud. Maren strikkede engang en hue til Niels efter en opskrift, størrelse 4-6, den mente hun nok kunne passe for Niels var 46 år. En tid havde de et plejebarn, men Maren forstod sig slet ikke på børn så det varede kun en kort tid. De havde en loden hund der hed Valter, den var så beskidt at der ligefrem var lårkager på den. Niels og Maren solgte huset til Hans Andersen og flyttede til Kolt hvor de døde omkring 1940.

Næste nabo (Knudevejen 19, matr. 25a), er Christian Jensen, kendt som Christian Murer, han var murersvend og boede i et lille bindingsværkshus, alene i min barndom. Han havde arvet den lille ejendom efter sin faster, den var på ca. 3 tdr. land. Han var som 35 årig blevet gift med Fritze Salling, en ung pige på 17-18 år fra en god familie i Århus, hun var sendt på landet for sit helbreds skyld og traf så Christian der var næsten dobbelt så gammel. De fik 4-5 børn hvoraf kun to overlevede deres første år, og den unge kone døde selv 25 år gammel af tuberkulose, men det var længe før jeg blev født, i 1905, så jeg kender kun til det gennem andre.

De gamle sagde at Christian havde lovet hende aldrig at gifte sig igen, om det er rigtigt ved jeg ikke, men han forblev ugift resten af sit liv. Så gik han alene med to børn på 5 og 7 år, han skulle jo på arbejde og så gik de to små alene. Dem har jeg kendt rigtig godt, men kun som voksne, Marie og Henry hed de, og Marie har tit fortalt om sin barndom, hvor svært det var at være alene hele dagen, og selv sørge for mad, for deres far fik normalt kosten hvor han arbejdede, jeg husker at hun fortalte at hun engang havde fået lavet noget sovs som så underligt ud, de var bange for om det måske var giftigt, så de gav kalven det.

Christian var en meget begavet mand med udpræget humoristisk sans, han kunne se det pudsige ved sine medmennesker og forstod at fortælle det på sin egen måde, vi der husker ham glemmer aldrig hans fiffige smil når han fortalte sine historier. Hans udlægninger af Bibelen minder en del om "Gammel Johannes, hans bibelhistorie" af Åkjær.

Christian var en meget god ven af vores familie og deltog altid i familiefester. I hele min barndom, og senere da jeg blev kone på derude kom han så godt som hver aften ved 6-7 tiden og gik hjem kl. 9. han sad altid med hatten på inde, kun når han blev budt på kaffe tog han den af og satte den på gulvet, hjemme hos sig selv tog han kun hatten af om natten. Han levede mest af kaffe og mellemmadder, fik kun varm mad når vi bød ham eller når Marie kom hjem. Hun boede i Viby, var gift med Otto Andersen der arbejdede på FDBs fabrikker i mange år, Marie kom engang imellem og gjorde rent, for renlighed var ikke Christians stærke side, han vaskede sig sjældent, højst ansigt og hænder, håret næsten aldrig, for "det er sgu ingen vandplante" sagde han. Om vinteren brugte han kun en spand vand om ugen, det var til kaffe, men når så Marie kom blev der ødslet med vandet efter hans mening, så måtte han tit gå med spanden. Marie var noget af det sirligste man kan tænke sig, nydelig var hun med smukt svært hår, og altid med skinnende rent forklæde. Hendes datter Fritze blev min og Marys gode veninde, det varede til hendes tidlige død i 1976.

Christian blev meget gammel, 91 år, men selv da han var højt oppe i firserne gik han på jagt sammen med sønnen Henry og dennes søn, da kunne vi om søndagen se tre generationer gå over marken med hver sin bøsse. Han nåede at se endnu en generation af vor familie, begge vore børn kan huske ham. Særlig var han Aksels gode ven, fra han var to år gik han over med avisen og blev der i flere timer, de snakkede og drak kaffe, da Aksel blev lidt større lærte Christian ham klokken og bogstaverne, det kunne han meget tidligt og Christian var umådelig stolt af ham, Aksel var et unikum i hans øjne, mere end hans egne oldebørn. For eksempel gav han Aksel julegave, Fritzes børn fik ingenting, "de har sgu skidt nok" sagde han.

Også da Arnold og jeg overtog ejendommen kom han så godt som hver aften for at snakke og høre radio, under den tyske besættelse sad han med øret helt ind mod radioen for at høre nyhederne fra England. I sin høje alderdom blev han ved med selv at save og kløve sit brænde, han var langt oppe i firserne da han ville fælde et træ, han huggede for ved roden og klatrede så op i træet og bandt et reb i, og da han trak let i rebet faldt det, da blev Marie alligevel vred på ham.

Han blev syg da han var over 90, han havde et stykke tid talt om at han til tider døjede med at synke, til andre tider kunne han "sluge en kamel" sagde han. Han var altid hos Marie og Otto i Viby til jul, efter jul 1954 kom han hjem og var syg, han skrantede så en tid og blev til sidst sengeliggende, han spiste næsten ingenting, og da han så fik den store sorg at Marie døde ganske pludselig kom han ikke op mere, han døde i marts 1955.

Sidste naboer jeg vil fortælle om er Niels Sørensen og Ane, de boede nord for os (Knudevejen 20, matr. 25a, 15b). Så længe jeg kan huske havde de hver sin stue, hun lavede mad og så spiste de hver for sig, de blev da også skilt da de var ret gamle. Niels Sørensen var ikke særligt omgængelig, far tog mange ture med ham, han tålte ikke at andres dyr kom ind på hans jord, men det gjorde ikke noget hvis hans egne strejfede. Ane gik til alle de begravelser hun kunne finde, bare for kaffen og samværet, der var næsten altid kaffe bagefter, jeg kan tydeligt huske hende fejende ned ad vejen med sin lange nederdel der nåede jorden, med hat med hattenål og fjer var hun et majestætisk syn, stor og svær var hun. De havde 5-6 børn der alle var meget ældre end mig. Til sidst flyttede Niels til en søn, og Ane flyttede til et lille hus ved Bering Korsvej, og en søn overtog ejendommen.

Skolegang

Nu vil jeg fortælle lidt om min skolegang, den begyndte 1. maj det år jeg var blevet 6 år i december, altså i 1923.

Åbo skole var en lille skole med kun to klasser og een lærer, der hed Frederik Sørensen, vi gik i bette klasse til vi var 10 år, og i store klasse til vi var 14 år. Lærer Sørensen var en dygtig lærer, han holdt streng disciplin og vi fik lært noget. I begyndelsen var jeg meget bange for nogle store drenge der passede mig op på skolestien og ville slå mig, men det fik læreren nys om og så faldt der brænde ned. Det var en lang vej for en lille pige at gå, nok ca. 3 km. og det var i al slags vejr, men vi var flere der fulgtes ad. Da aldersforskellen var så stor i klasserne hjalp de store de små, dagen begyndte med morgensang, læreren spillede violin til, og derefter bad vi fadervor. Første time var altid bibelhistorie, den kom vi igennem mange gange. Så var der frikvarter, ude i skolegården, vejret skulle være meget slemt for at vi kunne få lov til at blive inde, i et hjørne var der to WCer, et for drenge og et for piger, det var gammeldags das, hvis man var tørstig hang der et blikkrus ved pumpen.

De næste timer var regning, dansk, danmarkshistorie og geografi, flere fag tror jeg ikke vi havde i bette klasse, jo, vi havde også sang. Gymnastik havde vi meget lidt af, om vinteren blev det mest til arm- og knæbøjninger ved siden af bordene, om sommeren brugte vi ribberne ude i skolegården og springstøtter, jeg tror nu ikke gymnastikken var lærerens store interesse, han var heller ikke særlig rask. Når dagen var forbi samlede hver sine bøger sammen, læreren stillede sig oppe ved katederet, og så gik alle op forbi ham, drengene bukkede, pigerne nejede og læreren bukkede for hver af os. Det var i flyvningens barndom, hvis vi hørte en flyver styrtede alle ud i skolegården, læreren med sin kikkert for at se det sjældne syn.

Skolen var en lang bygning med skolestue og gang i den ene ende og lærerens lejlighed i den anden, der var kun en skolestue med kakkelovn som læreren fyrede i med koks. Hvert år til jul samlede vi ind til en gave til læreren, til gengæld holdt han julefest for os, vi blev inviteret med forældre og små søskende til juletræ i skolestuen, først dansede vi om juletræet, så fik vi lidt godter og pebernødder og dansede til Rasmus Sørensens harmonika, de voksne fik kaffe inde i lærerens stuer, det har været et stort arbejde for fru Sørensen. Jeg kan slet ikke forstå hvordan vi kunne være der, på et tidspunkt i min skoletid var der 22 i store klasse, jeg husker ikke hvor mange der var i bette klasse, men der har nok været 35 skolebørn plus søskende og forældre.

Vi havde også en udflugt hver sommer og en teatertur, begge blev forberedt længe i forvejen, det teaterstykke vi skulle se blev læst højt og snakket om. På selve dagen kørte far os til Ormslev station, og når alle var samlet tog vi Hammelbanen til Århus, fra Hammelbanens station gik vi ad Vestergade til Hotel Phøniks hvor vi spiste vor medbragte mad og købte en sodavand til. Vi havde lidt penge med til sodavand og lidt slik, billetten var betalt i forvejen. Så gik turen til Århus Teater, og det var allerede en stor oplevelse at se det flotte tilskuerrum, og vi var så stille at man kunne høre en knappenål falde. Det var stykker som "Genboerne" "Nej" og "Eventyr på fodrejsen" vi så, det var en vældig oplevelse for børn der aldrig havde været i biografen og ikke kendte radio eller TV. Efter forestillingen gik vi tilbage til Hammelbanens station og tog toget tilbage, på Ormslev station holdt far så og ventede på os.

Om sommeren havde vi en udflugt til et sted i nærheden i bette klasse, måske med hestevogn til Frederikshøj eller et andet sted hvor børnene kunne lege, vi havde mad med og spiste sammen, børn og voksne. I store klasse kom vi længere hen, jeg har været med i Rebild Bakker, Viborg og ved Vesterhavet, så fik vi i forvejen fortalt om stedet og hvad vi skulle se der så vi i forvejen kunne danne os et billede af det. Det var hver gang en stor oplevelse, men en gang havde jeg fået en fin ny hat, store piger gik med hat dengang, og den fløj ud af vinduet i toget, det var slemt, den havde kostet syv kroner, det var mange penge dengang.

Af andre begivenheder i skoletiden husker jeg når der kom en fotograf og klassen blev fotograferet, og så kunne vi senere købe billederne. Jeg husker også at lærerparret fik et barn, og at han om morgenen sagde at der var kommet en lille pige inde i stuen i nat. Da jeg var ni år kom jeg i store klasse, jeg var glad for at gå i skole og fulgte vistnok godt med så jeg blev betroet at hjælpe de mindre børn, der var altid nogen der haltede bagefter og det var ikke let for læreren når der var en snes børn i alderen fra 10 til 14 i samme klasse. Vi lærte næsten aldrig udenad, læreren fortalte for os, og han var en levende fortæller.

Da jeg blev 14 år gik jeg til præst hos pastor Kokkenborg i Ormslev, der var et godt stykke at gå, vi gik tirsdag og fredag i vinteren 1930 - 1931 det var fra 10 til 12, og bagefter gik vi tilbage til skolen. Præsten var alene, hans kone var rejst og de blev senere skilt, så når vi kom var han tit ude og fodre høns og gik i sit gamle tøj, så gik han ind og nettede sig lidt og vi kom ind i konfirmandstuen, der var isnende koldt, men han var god til at fange vores interesse. Vi var kun en halv snes stykker for der var megen splid i menigheden.

Jeg synes også jeg vil fortælle lidt om de forhold der førte til dannelse af en frimenighed i sognet, pastor Kokkenborg kom til sognet i slutningen af tyverne, han havde kone og tre børn. Efterhånden opstod der rygter om præstens privatliv, han beskyldtes for at have et forhold til en pige i byen, hvor meget der var sandt viste vel ingen andre end de to, men enden på det blev at has kone rejste og tog de to ældste børn med, præsten beholdt den yngste dreng. Så arbejdede kredse i menigheden på at få dannet en frimenighed, de gik rundt og samlede underskrifter og de fik da også dannet en frimenighed omkring en diakon Poulsen og fik tilladelse til at benytte sognekirken, denne tilstand varede indtil Kokkenborgs død.

Kokkenborg var en meget god prædikant, men han var en stejl rad der kunne være meget ubehagelig hvis nogen der tilhørte frimenigheden havde ærinde til ham. Han blev senere gift igen, det er sært at tænke på, at hvis det havde været i dag var der ingen der havde gjort oprør fordi præsten blev skilt, men dengang var det anledning til stor splittelse i sognet, selv mellem folk der havde været venner og nu valgte hver sin præst, det ophørte først ved pastor Kokkenborgs død i 1953, da opløstes frimenigheden og man enedes om en præst.

Efter konfirmationen kom jeg ud og tjene og så var barndommen forbi og man skulle klare sig selv, men jeg havde da stadig mit hjem hvor jeg kunne ty hen til enhver tid.

Der kan godt være ting som jeg har glemt og andre ting som måske står i mindets glans som bedre end de egentlig var, men jeg tror at vi trods små kår havde det lige så godt dengang som nu, og var mindst lige så tilfredse. Vi kendte jo ikke andet og alle vi kendte levede på samme beskedne måde, jeg tror i hvert fald at det var en bedre tid for børn, forstået på den måde at både far og mor var hjemme, og de havde ikke nær så travlt som de har nu, det gav en tryghed som jeg tror ofte mangler nu. Men tiden kan ikke skrues tilbage, enhver må leve i den tid der er deres og se at få det bedst mulige ud af det.

Skrevet 1984